OM REKLAMESERVICE

Om os – nu tænker du måske, at der kommer en ordentlig smøre om vores firmas udvikling, vision, mission og en masse anden formel info. Men det er slet ikke tilfældet. For selvom det kan være rigtig godt, kan det også være rigtig kedeligt. Og vi vil meget hellere have, at du forlader denne side med en følelse af, at du kender os lidt bedre end før.

Først og fremmest er vi et team af kreative og glade mennesker, vi kender hinanden rigtig godt og vi elsker det vi laver! Der er en kæmpe alsidighed i vores arbejdsopgaver, i og med at vi er et fullservice reklamebureau, og det at vi hele tiden skal tænke nyt, er med til at holde os skarpe og kreative. Hver kunde hos os er unik, og vi lægger stor vægt på, at skabe det bedst mulige produkt til situationen.

Vi kan en hel masse ting, som du kan læse meget mere om lige her.

Det skal være sjovt at gå på arbejde, så vi er bestemt ikke bange for at lave lidt gas med hinanden. Vi har plads til både alvor, fordybelse, sjov og ballade. For det ér altså ret vigtigt at smile mindst én gang om dagen, og helst mere.


FOLKENE BAG REKLAMESERVICE

ERIK JOHNSEN

Ejer/Grafiker/Løbeentusiast

erikjohnsen@reklameservice.dk

Erik er firmaets ‘oprindelige’ chef. Det var ham, der i tidernes morgen (ca. år 1850) startede sit eget reklamebureau, og valgte at kalde det ReklameService. Han er en mand sprængfyldt med kreativitet og energi, der jævnligt løber sig en marathon – bare sådan for hyggens skyld. Og så har han udviklet en fantastisk selektiv hørelse, som ofte kommer ham til gavn i hans hverdag omgivet af 4 høns.

TINA MADSEN

Ejer/Grafiker/Multi-tasker

tina@reklameservice.dk

Hvis der er en der formår at holde mange bolde i luften på én gang, så er det Tina. Alligevel når hun altid i mål med sine ting – uden stress og altid med et smil. Hun er super kreativ, har et godt øje for det der med grafisk design. Hun dyrker agility med sine to Border Collier, rider på sin “halve” islænder og så har hun en kæmpe svaghed (afhængighed ville nogle måske kalde det) for alt, der kan minde bare en lille smule om chokolade.

PIA GRASSON

Ejer/Grafiker/Udpræget hundeelsker

pia@reklameservice.dk

Udover at være en benhård chef, og en naturligt dygtig grafiker, er Pia en kæk og altid glad og sprudlende person. Hendes grin kan høres på lang afstand, og smitter hurtigt alle omkring hende. Modstridende nok besidder hun samtidig et ufatteligt eksplosivt temperament, som gerne kommer til udtryk når tingene ikke vil som hun. Og så har hun en helt tosset forkærlighed for hunde med flade snuder.

MARIE LOUISE FOERSOM

Online marketing/Total ordensmenneske

marielouise@reklameservice.dk

Marie Louise er vores helt egen online nørd. På den fede måde, altså… Hun elsker alt hvad der har med de sociale medier at gøre. Og det er jo ikke helt dumt, når man tænker på, hvad hun skal hjælpe vores kunder med! Hun har den helt rette humor, og selv om hun er nyeste medlem af reklamefamilien, så føles det faktisk som om, vi har haft hende hos os i mange år.
Når hun ikke hygger med os, er hun fan af familien som består af mand og datter, hun løber lidt og nørder ellers med sociale medier – ja, også i fritiden!!

BIRGIT TANGHUS

Bogholder/Overskudskvinde

bogholderi@reklameservice.dk

Birgit er vores dygtige bogholder, som vi er så heldige at have til låns en hel dag om ugen (til tider lidt mere). Birgit har altid styr på tingene, og klør altid på med et smil, uanset hvad vi udsætter hende for. Hun er fuld af energi og overskud, og formår at pakke sine dage så tæt, at vi andre helt mister pusten bare ved tanken.

HOLD DIG IKKE TILBAGE - GIV OS ET KALD!

 5951 6615

Eller skriv til os, så vender vi tilbage lige så hurtigt vores fingre kan løbe hen over tastaturet.

SEND MAIL